Ekspeditionen startede som enhver anden. Et hold af fire geologer arbejdede på Antarktis’ kyst, tæt på den gamle station “Vostok-3”.
De borede i isen, samlede prøver og analyserede lagene for sjældne metaller. Minus fyrre grader, vinden skar i ansigtet — alt som forventet.
På tredjedagen satte en af boremaskinerne sig fast. Det virkede ikke som sten, men som noget glat.
Da de trak boret op, glimtede en metallisk refleks på stålet.
— Det er ikke klippe, sagde ingeniøren stille. — Der er en jævn overflade under isen. Som en plade.
De begyndte forsigtigt at rydde området. Efter flere timers arbejde dukkede en flade frem under det blå, ældgamle islag — glat, grågrøn, med helt lige kanter.
Først troede de, at det kunne være rester af en gammel station begravet under sneen. Men koordinaterne viste, at nærmeste base lå tyve kilometer væk.
Pladen var mærkelig. Ingen bolte, ingen samlinger, ingen tegn på rust. Den var isnende kold, selv gennem handskerne.
I den ene ende var der indgraverede linjer — som mærker — men symbolerne lignede hverken latinske eller kyrilliske bogstaver.
Et fragment blev sendt til laboratoriet på stationen “Mirny”. Et par dage senere kom resultaterne:
Legeringen svarede ikke til noget kendt industrielt materiale. Den bestod af titanium, aluminium og sjældne elementer, som ikke kan smeltes sammen under normale forhold.
Men den største opdagelse kom senere.
Kulstof-14-analysen viste, at islagene omkring pladen var 120.000 år ældre.
Det betød, at objektet havde ligget under isen længe før mennesker nogensinde satte fod på kontinentet.
Man forsøgte at holde fundet hemmeligt. I rapporten stod kun: “Uidentificeret metalfragment. Yderligere undersøgelser kræves.”
Men en ung geolog, Klimov, fortalte senere til en journalist:
“To dage efter, at vi kom tilbage, ankom militæret. De tog kassen med pladen og sagde ikke, hvor den blev ført hen.”
Ingen nævnte objektet igen.
Måneder senere viste satellitbilleder dog noget mærkeligt:
Et enormt rektangel i sneen.
For perfekt til at være naturligt.
