Musikken spillede højt, solen glimtede i champagneglassene, fotografen klikkede, fangede smilende ansigter.
Alle lykønskede, lo, hævede deres glas.
Hvide roser, slør, venners latter — alt som i en film, som i en drøm.
Jeg stod ved springvandet med buketten i hånden.
Vandet rislede sagte, luften duftede af parfume og sød vin.
Han kom bagfra — min mand, i hvid skjorte, øjne fulde af glans.
Han lo med sine venner, talte højt, spøgte.
Jeg vendte mig om og smilede til ham.
Og i det øjeblik sagde han, for sjov:
— Lad os køle din lykke lidt af! — og skubbede mig.
Kulden ramte som et knivstik.
Springvandet sprøjtede, kjolen blev tung, vandet løb ned ad mit ansigt.
Gæsternes råb, latter, kameraernes blink.
Han lo.
Stod ved kanten, klappede i hænderne, mens hans venner filmede.
“Det er et fantastisk billede!” råbte en.
Jeg stod til knæene i vandet, rystende.
Ikke af kulde — af skam.
Af følelsen af, at alt, jeg troede på, netop var faldet sammen.
Han rakte hånden frem, stadig grinende.
— Kom nu, vær ikke sur, det var bare for sjov!
Jeg så på ham.
På den mand, jeg lige havde lovet at “elske og ære”.
På hans grinende venner, gæsterne der vendte sig væk.
Og jeg forstod: hvis jeg tav nu — ville jeg miste ikke kjolen, men mig selv.
Jeg løftede hånden — og så ham lige i øjnene, kastede vandet fra min kjole i hans ansigt.
Latteren døde.
Han stivnede.
Dråber løb ned ad hans kinder — om det var vand eller skam, vidste ingen.
Jeg trådte ud af vandet, tog langsomt skoene af, gik forbi gæsterne og sagde uden at se mig tilbage:
— Jeg tror, festen er slut.
Bag mig råbte han noget, men ingen lo.
Selv musikken stoppede.
Og jeg gik — våd, barfodet, med kjolen slæbende langs jorden, og for første gang den dag følte jeg mig fri.
