Han gik hen mod bilen med tanker kun på kold vand og aircondition.
Varmen var uudholdelig.
Så hørte han gråd.
Først troede han ikke sine ører.
Han tænkte, det var radioen, en telefon.
Men lyden var levende. Ægte.
Han gik hen — en sølvfarvet bil stod for enden af parkeringspladsen.
Gennem ruden kunne man næsten ikke se noget: dug, kondens, og så — bevægelse.
En lille krop i et babysæde. Et spædbarn.
Kinderne røde, læberne blålige, hovedet kastet bagover, øjnene knuget.
Han bankede på.
— Hey! Kan du høre mig?! —
Gråden steg i styrke.
Han ruskede i døren — låst.
Hamrede i ruden med næven.
Ingen reaktion.
Han råbte: — Hjælp! Der er et barn her! —
Men omkring ham lød kun bilernes summen og varmen.
Han løb tilbage til indkøbsvognene, greb en metalstang og skyndte sig tilbage.
Han svingede og slog på sideruden.
Knæk, klirr.
Endnu et slag.
Glasset smuldrede.
Han åbnede døren — en varm luftstrøm som ild slog ud.
Han greb barnet og hev det ud.
Huden var brændende varm, hænderne klæbrige, pusten hakket.
Han svøbte babyen i sin T-shirt, gned den, blæste i ansigtet.
— Træk vejret, please, træk vejret…
Og pludselig tog barnet en indånding.
Først et lille sug, så dybere.
Det skreg — ægte, kraftigt.
Han holdt det ind til sig, med rystende hænder skjulte han det for solen.
Folk begyndte at samles, nogen ringede efter en ambulance, andre filmede på telefon.
Han stod med barnet i armene, ryggen gennemblødt, hænderne fulde af rifter, og kun én tanke i hovedet:
hvis han var gået forbi — om ti minutter ville dette barn være død.
Da politiet kom, kunne han stadig ikke give slip på den lille.
