Anna lagde mærke til, at hendes mand begyndte at opføre sig mærkeligt. Han kom hjem senere og senere, var irritabel, svarede kort og undgik hendes blik. Først troede hun, det var træthed, senere — at han måske havde en anden.
Men mest af alt bekymrede det hende, hvordan han opførte sig over for deres søn. Nogle gange om natten hørte Anna ham gå ind på børneværelset. Han blev der længe — stille, uden at tænde lyset. Hun lå i sengen og lyttede til hans skridt. Ingen ord, ingen lyd — kun stilhed.
Da uroen blev for stærk, købte hun et lille kamera og satte det på en hylde i børneværelset, mellem bøgerne. Linsen gemte hun bag et tøjdyr. Hun sagde til sig selv, at hun bare ville sikre sig, at alt var i orden.
De første optagelser var helt normale. Manden legede med deres søn, læste bøger, lagde ham i seng. Alt virkede fredeligt. Men efter nogle dage bemærkede Anna, at han begyndte at gå ind til barnet sent om natten, længe efter at han var faldet i søvn.
En aften tændte hun for optagelsen. På skærmen — hendes mand, stående ved siden af sengen. Han kiggede ned, holdt en telefon i hånden. Et øjebliks stilhed, så satte han sig på sengekanten og talte lavt, næsten hviskende.
— Hej, lille ven, — sagde han. — Far tager snart af sted. Du vil ikke engang opdage, at jeg er væk.
Anna forstod ikke, hvad han mente. Men så hørte hun ham tilføje:
— Det bliver ikke længe. Jeg har bare brug for tid.
Et øjeblik senere tog han en lille konvolut op af lommen og lagde den i skuffen på puslebordet. Så strøg han sin søn over håret og forlod rummet.
Anna satte videoen på pause. Hjertet hamrede. Hun åbnede skuffen — og fandt garage-nøgler, et betalingskort og en seddel:
„Tilgiv mig. Jeg kan ikke mere. Tag det, du behøver. Huset er dit.“
Hendes mand tog af sted den samme nat. Telefonen var slukket. Senere viste det sig, at han havde solgt bilen, hævet penge fra kontoen og flyttet til en anden by. Der var ingen “anden kvinde” — han var bare brudt sammen. Han havde mistet arbejdet, gælden voksede, og stoltheden forhindrede ham i at indrømme det.
Anna sad på gulvet i børneværelset og stirrede på kameraets mørke skærm. Det samme kamera, hun havde sat op for at fange en løgn, havde vist hende sandheden — men ikke den, hun forventede.
