Varmen var klæbende som vat. Luften sitrede over asfalten, markerne og den gamle skole med afskallet puds.
Mark gik hjem ad stien bag floden, da han så den — slangen.
Den lå mellem stenene, snoet, med en knust hale. Nogen havde sikkert kastet en sten efter den.
Han satte sig på hug. Den trak vejret — næppe. I dens øjne var der ingen vrede, kun den samme hjælpeløshed, han selv følte, når de ældre drenge slog ham.
Han tog sin skjorte af, viklede den forsigtigt om dyret for ikke at blive bidt og bar det hjem.
Hans mor skreg, da hun så det.
— Er du blevet vanvittig?! Det er en slange!
— Den er såret, — sagde Mark roligt. — Jeg kan hjælpe den.
Han fandt et gammelt fuglebur i laden, lagde en våd klud og en skål med vand. Slangen rørte sig ikke.
I flere dage sad han bare der og lyttede til den svage raslen mod metallet.
Efter en uge begyndte den at bevæge sig. Langsomt, forsigtigt.
Han fodrede den med frøer fra dammen og talte med den om aftenen, som med et levende væsen.
— De er bare bange, — sagde han. — Fordi de ikke ved, hvem du egentlig er.
En morgen var buret tomt.
Han søgte hele huset igennem, men slangen var væk — ud ad vinduet, ind i græsset, der hvor den hørte hjemme.
Samme dag sagde en nabodreng, at han havde set den ved brønden.
Rygtet spredte sig hurtigt: “Mark havde en slange derhjemme! Giftig! Den er sluppet fri!”
Dagen efter undgik alle deres hus.
I butikken hviskede folk, naboer lukkede dørene.
Nogle sagde, han var en heksedreng, andre, at huset var forbandet.
Selv læreren kaldte ham ikke længere op i klassen. Hans mor talte lavt, med frygt i øjnene.
Mark gik ikke længere ud.
Han sad ved vinduet og så aftenen falde over byen som et fremmed slør.
Han ville råbe, forklare, at han bare havde reddet et liv.
Men han vidste — ingen lytter til drenge, der bliver venner med slanger.
En måned senere, en nat, hørte han en raslen ved døren.
Han gik ud — og stivnede.
På dørtrinnet lå slangen. Den samme. I live.
Den havde rullet sig sammen, og ved siden af lå en rotte — frisk, som en gave.
Han satte sig ned, hviskede:
— Tak.
Om morgenen, da hans mor kom ud, var slangen væk.
Men i støvet på trinnet lå et tydeligt spor — som et tegn, at nogen alligevel havde forstået, hvem der egentlig havde reddet hvem.
