Huset stod ved skovkanten — mørkt, skævt, med rustne rør og et væltet hegn.
Sam havde boet der i tyve år, næsten uden at gå ind til landsbyen. I butikken spurgte de nogle gange:
— Er det rigtigt, at du har en bjørn?
— Det er rigtigt, — svarede han roligt. — Men han er ikke min.
Bjørnen boede bag huset, i en indhegning af gamle træstammer. Den hed Tim — stor, med mat pels og trætte øjne. Den var mindst tyve år gammel. Folk turde ikke komme tæt på, men Sam låste aldrig porten. Han vidste, at Tim ikke ville gå.
De levede side om side, som naboer. Sam fodrede ham med grød, fisk, brød. Nogle gange satte han sig på en stub og sagde:
— Det går, Tim. Snart bliver det sommer.
Bjørnen brummede lavt, som om han svarede.
For mange år siden arbejdede Sam i et cirkus. Han tog sig af dyrene. En dag gik et nummer galt. En ung bjørn brød ud af sit bur, forskrækket, og styrtede ud blandt publikum. Der var skrig og panik. Den dag døde træneren — en ung kvinde. Hun hed Lena.
Efter ulykken forlod Sam cirkusset. Han tog bjørneungen med sig — den eneste, ingen ville have. Sagde, at han havde købt den. Ingen spurgte. Han forsvandt bare.
Siden levede han der med Tim. Man sagde, han var sær, forvildet. Men dem, der kendte ham, vidste: han drak næsten aldrig. Han sad bare ved vinduet om aftenen og lyttede til dyrets vejrtrækning.
En forårsdag kom en ung journalist.
— Jeg skriver om dig, — sagde hun. — De siger, du holder en bjørn. Hvorfor?
Han tav længe og sagde så:
— Det var mig, der skulle være død dengang. Ikke hende.
Hun forstod ikke straks.
— Du var der?
Han nikkede.
— Hun elskede den unge bjørn. Rørte ved ham hver aften, før hun gik. Jeg kunne ikke efterlade ham. Han er det sidste levende minde om hende.
Han sagde det stille, uden bitterhed. Så åbnede han porten, og bjørnen trådte langsomt frem, lagde sin pote på kanten.
— Forstår du, — sagde Sam, — han dræbte hende ikke. Han blev bare bange.
Og han smilede — mildt, næsten ømt.
Da journalisten kørte væk, så hun i spejlet den gamle mand og bjørnen. To overlevende fra den samme dag.
Senere ringede fotografen:
— Du tror mig ikke, — sagde han. — Jeg fandt gamle cirkusbilleder. Det er den samme bjørn. Den havde en hvid plet på brystet formet som et hjerte.
— Og? — svarede hun.
— Denne har den også. Bare ældre nu.
Hun svarede ikke. Slukkede telefonen.
I spejlet, langt bag hende, stod to skikkelser — et menneske og et dyr.
Og pludselig forstod hun: skyld kan vare længere end kærlighed.
