Han gik mod bilen og tænkte kun på koldt vand og aircondition.
Varmen var uudholdelig.
Indtil han hørte en gråd.
Først troede han ikke sine egne ører.
Han tænkte — radio, telefon.
Men lyden var levende. Ægte.
Han gik hen — en sølvfarvet bil holdt ved kanten af parkeringspladsen.
Igennem ruden kunne man næsten ikke se noget: dug, kondens, og så — bevægelse.
En lille krop i et autostol.
Et spædbarn.
Kinderne røde, læberne blålige, hovedet kastet tilbage, øjnene knuget i.
Han bankede på ruden.
— Hej! Kan du høre?! —
Gråden tiltog.
Han rykkede i døren — låst.
Bankede med knytnæven mod glasset.
Ingen reaktion.
Han råbte:
— Hjælp! Der er et barn her! —
Men rundt omkring — kun bilenes summen og varmen.
Han sprang tilbage, løb til indkøbsvognene, greb den metaldel, løb tilbage.
Han tog fart og slog til sidevinduet.
Knæk, klirr.
Endnu et slag.
Glasset splintrede.
Han rev døren op — en varm luft strømmede ud af bilen som flammer.
Han greb barnet, fik det ud.
Huden — brændende varm, hænderne klistrede, åndedrættet uregelmæssigt.
Han svøbte babyen i sin T-shirt, begyndte at gnide den, blæse på dens ansigt.
— Ånd, vær sød, ånd…
Og pludselig trak barnet vejret.
Først kort, så dybere.
Det græd. En ægte, høj gråd.
Han pressede det ind til sig, med rystende hænder skjulte han det for solen.
Folk begyndte at samle sig, nogen ringede efter en ambulance, andre filmede.
Han stod med spædbarnet i armene,
hele ryggen våd, hænderne riflet, og en tanke fyldte hans hoved:
hvis han var gået forbi — om ti minutter var barnet dødt.
Da politiet ankom, kunne han stadig ikke give slip på barnet.
