Solen var allerede på vej ned, gaderne lå i lange skygger.
Luften var tung, duftede af varm asfalt, støv og noget uroligt — som før et tordenvejr.
Gennem gården, mellem afskallede mure, gik en dreng på omkring seksten.
I rygsækken — intet særligt, kun høretelefoner og en notesbog — men han gik hurtigt, som om han mærkede skridt bag sig.
Han vendte sig — tre.
De samme, der havde hængt rundt i kvarteret de sidste måneder.
Latter, tomme blikke.
De nikkede til hinanden og fulgte efter.
Drengen satte farten op, men i gyden var der for stille, og ekkoet af hans skridt afslørede frygten.
Han drejede om hjørnet, hvor der engang lå en gammel butik — nu kun mure og et rustent hegn.
Der nåede de ham.
— Hvor har du så travlt, kloge Åge? — sagde en og klappede ham på skulderen.
Han forsøgte at gå videre, men hænder greb fat i rygsækken.
— Ingen dumheder, — lo en anden.
Og så trådte en kvinde ud af skyggen.
Krumrygget, i en gammel frakke, med gråt hår samlet i en knude.
Hun bar en pose med brød, standsede og så på dem.
Ikke bange — opmærksom, næsten kold.
— Slip ham, — sagde hun roligt.
Drengen troede ikke sine ører.
En af dem grinede.
— Hvem er du, gamle kone?
— Den, det er bedst, I ikke gør vrede, — svarede hun uden at hæve stemmen.
Alt skete hurtigt.
Hun trådte frem, og der var noget mærkeligt sikkert i hendes bevægelse — som om kroppen huskede, hvordan man forsvarer sig.
En prøvede at skubbe hende væk — men faldt, som ramt af vinden.
Den anden trådte tilbage med hånden mod brystet.
Den tredje bandede og løb væk uden at se sig tilbage.
Drengen stod stille.
Kvinden rettede sig op, rettede på frakken og så på ham.
— Er du i live?
Han nikkede.
Hun smilede svagt.
— Så gå hjem. Og kom ikke her igen.
Han ville sige noget, men ordene sad fast.
Hun gik allerede, støttede sig tungt til sin stok, som om intet var sket.
Posen svingede i hendes hånd, og solen glimtede i hendes sølvgrå hår.
Senere ville han få at vide, at hun engang havde tjent i en sanitetsenhed, overlevet to krige og hver morgen fodrede gadekatte.
Men den aften stod han bare og så hende gå væk —
og forstod for første gang, at helte kan være stille.
