Solen stod højt, og luften sitrede af varme.
Sommeren var på sit højeste — doven, langsom, tung som honning.
Anna satte vand over, Maria lugede i blomsterbedet.
Alt var som altid: bier summede, hanen galede, katten lå i vinduet.
Kun Bruno kom ikke til morgenmad.
Han plejede altid at være den første — med glade øjne og tungt trampende poter.
Men i dag var der stille. For stille.
Anna troede først, han sov i skyggen bag skuret.
Så hørte hun en lyd — dyb, hæs, som et kvælt suk. Ikke et gø. Noget andet.
Anna stivnede.
Maria kiggede op.
De forstod begge — noget var galt.
— Bruno! — råbte Anna.
Intet svar.
Lyden kom igen. Tættere på.
Som om noget bevægede sig under jorden.
Anna gik ned ad stien, græsset til knæene.
Luften dirrede, solen brændte.
Og pludselig — græsset bølgede.
Noget kæmpestort bevægede sig under det.
Et glimt af skæl, blankt som metal.
En krop, tung, glidende, levende.
Anna greb en rive, Maria en kost.
De løb frem. Uden at tænke.
Slag, støv, skrig.
Slangen snoede sig, hvæsede.
De stoppede ikke.
Pludselig — en bevægelse.
Slangen spændte sig, og noget fløj ud af dens gab.
De skreg.
Bruno lå i græsset — våd, beskidt, men i live.
Han åndede tungt, øjnene åbnede sig, et svagt klynk.
Længe efter bevægede græsset sig stadig —
som om noget gammelt og sultent
stadig vred sig under jorden.
