Varmen var så stærk, at luften dirrede. Turisterne gik dovent rundt, tog billeder, købte kokosnødder. Emma holdt sin telefon og prøvede at fange signalet — et sted mellem palmerne levede internettet sit eget liv. Solen brændte, sved dryppede ned ad hendes pande.
Hun satte sig på rækværket ved det gamle tempel, tændte kameraet og rettede det mod en flok aber. Små, frække, med glitrende øjne — de så ud som væsner fra en anden verden, frie og lykkelige.
— Se den dér! — sagde hun til fyren ved siden af. — Hun kigger som en barista på en mandag.
Sekundet efter skete alt hurtigt. Aben sprang, greb telefonen og klatrede op på Buddha-statuen. Emma skreg, fyren lo. Turisterne hev deres kameraer frem — showet var i gang.
— Hey! Det er min! — råbte hun.
Aben så ned, krammede telefonen — og trykkede på skærmen. Klik! Et selfie.
Publikum klappede. Guiden forsøgte at lokke den med en banan. Emma stod under et træ, halvt vred, halvt grinende. Aben bladrede i galleriet — pote, næse, hale, Emma nedenfor med et forvrænget ansigt.
— Hvad nu? — spurgte fyren.
— Nu er jeg officielt en primats content manager, — sagde hun grinende.
Ti minutter senere hoppede aben ned. Guiden gav den en mango, og den kastede telefonen tilbage. Skærmen var revnet, men kameraet virkede stadig. På det sidste billede — aben med telefonen, solnedgangen bagved, og Emma, der ser op.
Hun slettede aldrig billedet. Nogle gange så hun på det i metroen — og smilede.
Der var noget ægte i det: en vild tilfældighed, hvor hun endelig stoppede med bare at se på.
