Hver morgen begyndte på samme måde. Lys filtrerede gennem træerne, vinduerne i nabohusene funklede af dug, luften duftede frisk og sødt. Der var altid et æble ved min port.
Nogle gange lysrødt, nogle gange lysegult, med varme solstråler.
Det lå på samme sted, som om nogen havde placeret det med en særlig betydning.
Først troede jeg, det var en leg. Måske en andens joke eller en børneleg.
Men for hver dag der gik, blev alting mærkeligere. Ingen sedler, ingen spor. Bare et æble – friskt, som om det var blevet plukket for bare et minut siden.
En dag vågnede jeg tidligere end normalt. Der var stille udenfor, kun vinden raslede i bladene.
Jeg stod ved vinduet, da jeg hørte lette fodtrin.
Hun dukkede op rundt om hjørnet.
En lille pige på omkring syv år, iført en bordeauxrød jakke og med en hvid rygsæk. Hun nåede porten, krøb sammen, satte æblet ned og – som om hun fornemmede nogens blik – kiggede på mit hus. Ikke direkte gennem vinduet, nej. Som gennem det. Så løb hun videre, hen til hvor solen allerede havde rørt den våde asfalt.
Jeg så hende gå.
Der var noget i mit bryst, noget som angst, men blødere – som en mærkelig ømhed for en, man ser for første gang.
Næste dag ventede jeg på hende. Jeg stod ubevægelig bag hegnet. Luften duftede af fugtig jord, og et sted gøede en hund. Og igen – fodtrin.
Den samme pige. Den samme jakke.
Hun satte æblet ned og holdt en pause et øjeblik. Hun rørte ved porten med hånden – let, næsten blidt.
Og så gik hun videre.
Jeg åbnede porten og trådte udenfor. Det viste sig at være sværere, end jeg troede.
Hun gik hurtigt, selvsikkert, som om hun vidste, hvor hun skulle hen hver dag.
Hun drejede om et hjørne, så et til.
Jeg prøvede at holde afstand.
Husene blev ældre, gaderne mere stille.
Pigen nåede en lav murstensmur, bag hvilken der lå en lille kirkegård.
Hun åbnede porten og gik indenfor.
Jeg stoppede.
Et øjeblik syntes det, at luften blev koldere.
Hun nærmede sig en af gravene, tørrede forsigtigt bladene af gravstenen og lagde et æble ovenpå.
Hun stod der et øjeblik.
Så smilede hun blot og hviskede:
“Jeg er tilbage igen, mor.”
Jeg stod ved porten, ude af stand til at tage et skridt mere.
Solen stod langsomt op og rørte ved marmoren og den skinnende æbleskal.
Og jeg indså, at hver morgen, når jeg så denne gave uden for mit hus, var den ikke til mig.
Den var til en, der havde boet her før.
