☀️🐊 En landmand sprang i floden for at redde sin hund fra en krokodille…
Solen brændte så hårdt, at luften sitrede.
Floden glimtede — varm, uklar, falsk rolig.
Cikader sang i sivene.
Landmanden stod på bredden og så sin hund Rex lege ved vandet.
Det var deres ritual — hver morgen, uden undtagelse.
Han kastede en pind.
Rex sprang efter, vandet sprøjtede.
Landmanden smilede.
En gammel hund, men stadig det samme trofaste hjerte.
Så blev alt stille.
Han troede, hunden hvilede sig.
Men stilheden var anderledes — en venten.
Rex stod stille, vandet til brystet, kiggede ud mod dybet.
Bag ham — en svag bølge, alt for jævn.
Landmanden gik ud i vandet.
Det varme vand lukkede sig om hans ben, mudderet klistrede til hans fødder.
— Rex! råbte han.
Hunden vendte sig — øjne fulde af frygt.
Og så eksploderede vandet.
En skygge — lang, tung, levende.
Han sprang i.
Under vandet — grønt mørke, sand, bobler.
Rex kæmpede, druknede næsten.
Landmanden greb fat i ham — men noget trak den anden vej.
Stærkt, ubønhørligt.
Han så kæberne — enorme, grå, med tænder som søm.
Øjne — gule, tomme, som døden selv.
Han sparkede.
Et hårdt, levende slag.
Krokodillen slap.
Han greb chancen, skubbede sig op.
Luften ramte hans bryst som ild.
De hostede, gispede, men var i live.
På bredden faldt de i sandet, udmattede.
Solen brændte, cikaderne sang igen.
Alt virkede normalt.
Bortset fra floden — stille og doven —
hvor to gule øjne stadig glimtede i dybet,
ventende på, at han skulle vende tilbage.
