Familien Martin havde altid spøgt med, at deres kat, Midnight, var mere en lille tyv end et kæledyr. Hun slæbte sokker, bånd og endda skinnende skeer fra køkkenet ind i stuen, som om hun præsenterede trofæer. De syntes, det var sødt – indtil den aften, hun kom hjem med noget, som ingen kunne grine af.
Det var sent lørdag aften, da Sarah Martin hørte det velkendte skrabende ved bagdøren. Midnight havde været ude at udforske nabolaget, og Sarah gik hen for at lukke hende ind. Men denne gang miavede katten ikke efter mad, men spankulerede stolt ind i køkkenet med noget fastklemt mellem kæberne.
Først troede Sarah, at det bare var endnu et legetøj eller måske en handske. Men da katten smed det på gulvet med et bump, sank hendes mave. Det var ikke et legetøj. Det var en lille læderpung.
»Hvor har du fået den fra?« gispede Sarah. Hendes mand, Mark, skyndte sig ind, da han hørte hendes stemme. Han bøjede sig ned og åbnede tegnebogen. Inde i den var der et kørekort, en bunke kontanter – og et pasfoto af en mand, de ikke genkendte.
»Måske har nogen tabt den,« mumlede Mark, selvom hans stemme afslørede uro. Men da han tjekkede resten, fangede noget mærkeligt hans blik: en foldet seddel, der var gemt dybt i et af lommerne. Med rystende fingre foldede han den ud.
Sedlen var kort. Kun en enkelt linje skrevet med hastige kruseduller: »Stol ikke på ham.«
Parret stirrede chokeret på hinanden. Hvem var »ham«? Og hvorfor var denne tegnebog begravet et sted, hvor Midnight kunne finde den?
Den næste dag fik nysgerrigheden overtaget. Mark fulgte Midnights sædvanlige rute – bag hækken, over gyden, mod det gamle skur, der ikke havde været brugt i årevis. Der fandt han den: en svag kontur af omrodet jord nær skurvæggen. Han kaldte på Sarah, og sammen gravede de, indtil deres skovl ramte en trækasse.
Inde i kassen var der flere genstande – krøllede breve, gamle fotos og endnu en seddel, der fik dem til at ryste af frygt. Den indeholdt et navn – navnet på deres nabo, som havde boet ved siden af dem i årevis.
Politiet blev tilkaldt. Efterforskerne stykede historien sammen: tegnebogen og brevene tilhørte en mand, der for længst var forsvundet fra området. Og naboen, den venlige mand, der altid vinkede til dem, havde været forbundet med ham på måder, som ingen havde mistænkt. Midnight havde ikke bare slæbt et tilfældigt objekt hjem – hun havde afdækket beviser, der løste et mysterium, der havde været skjult i årevis.
Familien Martin kunne ikke tro det. Deres frække lille kat havde ført dem til sandheden, der havde været begravet kun få meter fra deres baghave.
Fra da af, når Midnight bragte noget mærkeligt ind i huset, grinede Sarah og Mark ikke længere ad det. De var opmærksomme – for de vidste, at hun ikke bare var en tyv. Hun var en budbringer.
