Peter Ingemann har gennem sit arbejde oplevet steder og situationer, som de færreste kommer helt tæt på.
Den 53-årige TV 2-vært har blandt andet besøgt verdens største passagerfly, verdens største togstation og verdens største by. Men én oplevelse har sat sig særligt fast hos ham.
I 2016 besøgte han hospitalsskibet Africa Mercy under optagelserne til TV 2-programmet “Størst”. Her fik Peter Ingemann selv indblik i livet som frivillig, og besøget endte med at blive en af hans mest mindeværdige oplevelser.

Nu har hans yngste datter valgt en vej, der på en særlig måde minder om farens.
22-årige Marie Ingemann Rasmussen har nemlig tilbragt syv uger som frivillig ombord på Global Mercy, verdens største civile hospitalsskib.
Skibet befinder sig på en mission i Ghana, hvor det efter planen skal være frem til sommeren 2027.

For Peter Ingemann betyder det meget at se sin datter bruge sin tid på at hjælpe andre.
– Jeg synes, det er utrolig vigtigt at rejse ud i verden og være til tjeneste for andre – især i en tid, hvor der er meget fokus på: “Hvad får jeg selv ud af det?”, fortæller han.
Han fremhæver samtidig det uselviske i at arbejde frivilligt og gøre en indsats dér, hvor behovet er størst.
Dermed har Marie på sin egen måde fulgt et spor, som hendes far selv stiftede bekendtskab med næsten ti år tidligere – og det er noget, der gør Peter Ingemann stolt.