Der er ikke længe til, at Mille Funk kan kalde sig mor for første gang.
Den 35-årige “Vild med dans”-stjerne viste sin voksende mave frem, da hun deltog i premieren på musicalen “Olivia” på Østre Gasværk Teater.
Her fortalte hun med et stort smil, at graviditeten efterhånden er langt fremme.
– Jeg er ret langt henne. Der er kun omkring to måneder tilbage, fortalte Mille Funk.

Sammen med kæresten Luka venter hun en lille pige, og indtil videre har graviditeten været en rigtig god oplevelse for den kommende mor.
Faktisk føler Mille selv, at hun næsten har været så heldig, at det kan være lidt irriterende at høre på.
– Jeg tror, jeg er en af de der lidt irriterende gravide, som i hvert fald indtil videre er sluppet for det meste af ubehaget, sagde hun.
Hun har blandt andet været forskånet for kvalme og halsbrand samt flere af de gener, som mange andre oplever under en graviditet.
Derfor krydser hun fingre for, at den gode periode fortsætter helt frem til fødslen.

Samtidig er Mille og Luka godt i gang med de praktiske forberedelser til deres datters ankomst.
Børneværelset er ved at tage form, og parret er i gang med at købe de ting, de får brug for, når familien snart bliver udvidet fra to til tre.
– Jeg føler, at vi næsten er ved at være der, fortalte Mille med et smil.