Sys Bjerre havde en helt særlig ledsager med, da hun dukkede op til Søren Le Schmidts modeshow i Kongens Have i København.
Den 41-årige sangerinde ankom nemlig med sin blot otte måneder gamle søn i barnevogn. Med sig havde hun også skuespiller Mathilde Norholt.
– Jeg er meget glad for, at det foregår i en park, så jeg kan have min baby med, fortalte Sys Bjerre.

Samtidig løftede hun sløret for sønnens navn, som ikke hører til blandt de mest almindelige.
– Han hedder Dino. Jeg fandt det i Politikens navnebog fra 1993. Jeg tror, det er af italiensk oprindelse, og jeg kan godt lide det. Jeg synes, det lyder sejt, forklarede hun.
Sys Bjerre glædede sig også til selve modeshowet og var glad for at have Mathilde Norholt ved sin side.
– Jeg glæder mig til at opleve det, og Mathilde siger, at der er god musik. Jeg er sammen med en professionel, så jeg føler mig meget tryg, lød det med et grin.

Dino er Sys Bjerres andet barn med ægtemanden David Maman. Parret har også datteren Harly, som blev født i Grækenland i 2023.
Sys og David kendte hinanden i 17 år, før venskabet udviklede sig til kærlighed. Efter fire måneders forhold blev de forlovet i 2021, og året efter blev de gift på Stevns.
Senere flyttede familien først til Thailand og derefter til Grækenland. I dag har de slået sig ned i Vanløse vest for København.