Kong Frederik løfter sløret for første Royal Run-by i 2027: Her går turen hen

Nu begynder brikkerne til Royal Run 2027 at falde på plads. I løbet af denne uge bliver næste års værtsbyer præsenteret, og den første destination er nu afsløret.

For første gang nogensinde kommer Royal Run til Silkeborg.

Den midtjyske by bliver en del af den store løbefest pinsesøndag den 17. maj 2027.

– Royal Run kommer til Silkeborg! For første gang nogensinde skal byen i Midtjylland danne ramme om Royal Run pinsesøndag den 17. maj 2027, lyder meldingen fra Royal Run.

Silkeborgs naturskønne omgivelser skal være en del af oplevelsen, når deltagere i forskellige aldre samles til motion og fællesskab.

– Vi glæder os til at fylde de naturskønne områder omkring Silkeborg med motionsglade deltagere i alle aldre og sammen skabe en helt særlig dag med fællesskab, bevægelsesglæde og masser af god stemning.

Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i forbindelse med kong Frederiks 50-års fødselsdag.

Siden er løbebegivenheden blevet en tilbagevendende tradition, og i 2027 bliver det niende gang, Royal Run afholdes.

Silkeborg er altså den første værtsby, der er kommet på plads. Resten af byerne, der skal danne ramme om næste års Royal Run, bliver afsløret i løbet af ugen.