Der var masser af kendte ansigter samlet i Svendborg torsdag aften, hvor årets SVEND Pris løb af stablen. Blandt gæsterne var Mads Mikkelsen, som deltog, fordi holdet bag “Den sidste viking” er nomineret.
Den 60-årige skuespiller ankom i godt humør og tog de lidt tunge skyer over arrangementet med ro.
– Det er dejligt. Jeg er glad og overrasket over, at vi er udenfor. Jeg tror, det holder, sagde han om vejret.

Men det var ikke kun på filmfronten, Mads Mikkelsen havde noget at glæde sig over.
På den røde løber kom han nemlig med en lille privat afsløring, der viser, at familien er vokset siden sidst.
– Jeg har tre nu, fortalte han om antallet af børnebørn.
Mads Mikkelsen blev bedstefar for første gang i 2023, og siden er der altså kommet yderligere to små familiemedlemmer til.
Han ønskede dog ikke at gå nærmere ind i, hvor gamle børnebørnene er.
Én ting var han til gengæld ikke tilbageholdende med at slå fast: Rollen som bedstefar betyder enormt meget for ham.

– Det er det vigtigste i hele verden, understregede Mads Mikkelsen.
Skuespilleren er selv far til Mads og Viola, og nu er familielivet altså blevet udvidet med tre børnebørn.
Selvom der venter et nyt filmprojekt forude, har sommeren været langt mere jordnær for den internationale stjerne.
I stedet for filmoptagelser og lange dage foran kameraet har Mads Mikkelsen brugt tiden med værktøj i hænderne.
– Jeg har været håndværker. Jeg har bare gået og bygget på sommerhus, der skulle ordnes, forklarede han.
Dermed har sommeren budt på både familietid og praktiske projekter, inden arbejdet foran kameraet igen kalder.