Mange danskere har gennem årene fulgt med, når Søren Vester har åbnet havelågen og inviteret seerne med ind i sit grønne univers. Programmet ”Søren Vesters have” er blevet en fast del af DR1’s programflade og har opbygget en stor og trofast fanskare.
Men nu kommer værten med en melding, der måske vil overraske nogle af seerne.
I en video på Instagram fortæller Søren Vester nemlig, at programmet ikke vender tilbage i den kommende sæson.

– I år kommer jeg simpelthen ikke til at lave have-program, siger han i videoen.
Det betyder dog ikke, at tv-seerne helt må undvære ham på skærmen. Tværtimod arbejder han allerede på et helt nyt projekt.
Søren Vester fortæller, at han i stedet er i fuld gang med at udvikle et program om bæredygtig renovering.
– Til gengæld arbejder jeg på fuld skrald på et program, hvor vi viser, hvordan man renoverer godt og grønt, forklarer han.
Det nye program har allerede fået en titel. Det kommer til at hedde ”Søren Vesters sommerhus”.
View this post on Instagram
Programmet følger Søren Vester og hans familie, der har købt et gammelt husmandssted i Agger i Vestjylland.
Her skal huset sættes i stand med fokus på bæredygtighed og miljøvenlige løsninger.
Seerne kommer ikke kun til at følge Søren Vester i projektet. Hans hustru Dorte og deres to sønner Sigurd og Holger bliver også en del af programmet.
Selvom haveprogrammet holder pause, behøver fans altså ikke vente længe på at se ham igen.
Det nye program forventes nemlig at få premiere den 10. juni.