Mange husker stadig Sigmund Trondheim fra “X Factor”, hvor han i 2018 sang og dansede sig ind i danskernes hjerter.
Dengang var han blandt favoritterne til at vinde programmet. Flere bookmakere spåede ham endda gode chancer for sejren. Alligevel måtte han forlade konkurrencen lige før finalen og endte samlet på en fjerdeplads.
Vinderen det år blev trioen Place on Earth.

Selvom det ikke blev til en sejr, forsvandt Sigmund Trondheim ikke fra tv-skærmen. Efter “X Factor” har han blandt andet medvirket i programmer som “Divaer i junglen” i 2019, “Til middag hos…” samme år og senere “Good Luck Guys Danmark” i 2023.
Han forsøgte også lykken i Melodi Grand Prix i 2019.

Da Sigmund Trondheim for nylig dukkede op til premieren på filmen “Paradis” i Dagmar Teatret, fortalte han, hvordan livet ser ud for ham i dag.
Musikken fylder stadig en stor del af hans hverdag. Samtidig har han kastet sig ud i et nyt projekt og åbnet sin egen danseskole.
Selvom han har prøvet kræfter med flere tv-programmer gennem årene, er det stadig musikken, der trækker mest.