Det var en formel aften med diplomatiske samtaler og fokus på relationerne mellem Danmark og USA. Men pludselig tog stemningen en helt anden drejning.
Mandag aften bød Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, velkommen til middag i sin residens i Washington. Blandt de inviterede var prins Joachim og prinsesse Marie, som deltog i arrangementet sammen med amerikanske samarbejdspartnere og venner af ambassaden.
Aftenen kredsede om det tætte bånd mellem de to lande. Men midt i det hele kom prinsesse Marie uventet i centrum.

Hun fyldte 50 år den 6. februar – og det blev ikke glemt.
Under middagen greb ambassadøren pludselig sin guitar og satte gang i en fødselsdagssang, som ambassaden selv havde skrevet til prinsessen. En klassisk dansk tradition med fællessang – bare på amerikansk jord.

I opslaget fra ambassaden fremgår det, at netop fællessangen er en vigtig del af danske festtraditioner og en måde at samle mennesker på.
View this post on Instagram
“Denne danske tradition er en velkendt del af mange fester og fremhæver, hvordan fællessang bringer mennesker sammen. Vi synes, at det at dele disse traditioner og vores kulinariske arv giver en praktisk måde at repræsentere Danmark på og styrke båndene til vores partnere i USA,” lyder det i opslaget, som også viser billeder fra aftenen.
Det blev en fejring, hvor diplomati og dansk hygge smeltede sammen – med prinsesse Marie som aftenens midtpunkt.