En interessant detalje, som mange i dag slet ikke kender: på gamle metalsenge var nettet næsten aldrig spændt helt ud over hele liggefladen. I den ene ende var der altid et tomt stykke, som for mange virkede som en fejl eller en mærkelig måde at spare materiale på.
Men i virkeligheden var det en gennemtænkt løsning og ikke en tilfældighed.
Konstruktørerne lod bevidst dette hul stå åbent for at gøre arbejdet med metalnettet nemmere. Det blev fastgjort med fjedre eller kroge, og når det var nødvendigt at stramme det op, udskifte de gamle fastgørelser eller skifte hele nettet, gjorde man det netop via denne åbne passage. Takket være denne konstruktion tog reparationen kun få minutter.
Derudover blev dette område på mange modeller brugt til at justere spændingen. Hvis nettet begyndte at hænge, kunne man nemt stramme det lidt eller løsne det for at opnå den ønskede fasthed.
I nogle familier indsatte man endda en træplade i åbningen for at gøre overfladen hårdere — især hvis sengen blev brugt af ældre personer eller gæster.
Så det tomme mellemrum var absolut ikke en „mangel“. Tværtimod — det var en del af en funktionel og praktisk konstruktion. Takket være denne simple, men gennemtænkte løsning holdt metalsenge i årtier og kunne repareres derhjemme uden specialværktøj.
