Hun faldt om midt i gangen.
Flyet var netop begyndt at stige, da nogen skreg.
Stewardessen, der et øjeblik før serverede drikkevarer, sank lydløst sammen mellem rækkerne. En metalbakke ramte gulvet, vandet flød ud over tæppet.
De første sekunder — tavshed.
Alle stirrede.
Nogen dækkede munden med hænderne. Nogen trykkede på opkaldsknappen — ingen reagerede.
En mand rejste sig fra række fem. Høj, i grå sweatshirt, med et roligt blik.
— Jeg er læge, — sagde han kort og knælede ved hende.
Han mærkede efter puls. Ingen.
— Gør plads! Hurtigt! — råbte han.
Passagererne trak sig tilbage, flyet rystede.
Han placerede hænderne på hendes bryst og begyndte at trykke.
En, to, tre…
Stilheden brød kuns af motorernes brummen og hans stemme.
Piloten meldte en medicinsk nødsituation.
Men i midtergangen stod tiden stille.
Sved på panden, hendes blege ansigt, bælterne, der rystede i turbulensen — alt smeltede sammen.
— Træk vejret… kom nu… — hviskede han.
Nogen græd. Nogen bad.
Det føltes som en evighed.
Så — et åndedrag.
Han standsede.
Et til.
Stewardessen åbnede øjnene, fyldt med tårer og frygt.
Han lænede sig tilbage, lukkede øjnene, hænderne rystede.
Så brød applausen løs. Folk græd og smilede.
Senere takkede piloten ham over højttaleren.
Men han blev bare siddende på gulvet, lænet mod sædet, og så ud på himlen gennem vinduet.
Der, hvor stormen netop havde raseret, var alt nu stille og klart.
