Toget var allerede i gang.
Lyden af hjul blandede sig med fløjten, og luften duftede af jern og kul.
På perronen stod en dreng på omkring ti år — slidt jakke, rygsæk, et brev i hånden.
Hans kinder røde af kulde, øjnene våde, men faste.
Han holdt brevet som noget levende.
På kuverten stod der med ujævn skrift:
„Til far. Til basen. Personligt.“
Toget satte i gang.
Drengen løb.
Han løb langs vognene, forpustet, næsten snublende.
Folk råbte, men han hørte intet.
Foran ham — det åbne vindue i den sidste vogn.
Lidt endnu… et skridt…
Han kastede brevet — og så det forsvinde indeni.
Han nåede det.
Han standsede, foroverbøjet, gispende.
Toget forsvandt, og drengen smilede gennem tårer.
Nu ville far få det.
Men pludselig…
noget landede blødt ved hans fødder.
Han kiggede — og stivnede.
Brevet. Det samme.
Kuverten lidt revet.
Han løftede den op, vendte den om — bagpå stod der, skrevet i hast med en fremmed hånd:
„Jeg prøvede også at nå det.“
Han så sig omkring — ingen havde kastet noget.
Toget var væk bag svinget.
Stilhed over skinnerne.
Han åbnede brevet — indenfor, det samme billede: han og far, grinende ved floden.
Tekst under:
„Kom snart tilbage. Jeg venter på dig.“
Han sænkede hovedet.
En avis blafrede på bænken.
Forsiden — et foto.
Overskrift:
„Toget fra base nr. 214 ankom uden tab… bortset fra én soldat, der ikke nåede om bord.“
Drengen stod stille.
Holdt brevet.
Kiggede der, hvor toget forsvandt.
Og hviskede:
— Far… du læste det, ikke?
Vinden førte kuverten ned langs skinnerne.
Og det lød, som om nogen svarede blidt:
„Jeg nåede det.“
