Elevatoren i det gamle butikscenter fungerede — ligesom bygningen — på sidste vers.
Gips dryssede fra loftet, lamperne blinkede, og gamle højttalere knitrede med radiostøj.
Ingen lagde længere mærke til det.
Anna trykkede på knappen på femte etage og lænede sig træt mod væggen.
Efter en lang dag ønskede hun bare at komme hjem.
Nedenunder lød et knæk — metallet skreg, men dørene åbnede sig alligevel.
En mand trådte ud — høj, i frakke, med en skuldertaske.
Han smilede mekanisk og holdt døren høfligt:
— Værsgo.
Anna tog et skridt frem — og alt skete på én gang.
Et højt brag lød fra loftet, betonen stønnede, luften rystede.
Manden kastede sig mod hende, greb hende om skuldrene og skubbede hende væk.
Sekundet efter styrtede elevatoren ned.
En skærende lyd af metal, støv og stilhed.
Han nåede det.
De lå begge på gulvet, rystende, ude af stand til at tale.
Manden rejste sig, hjalp hende op, hans blik træt men roligt.
— Det er… det er okay, sagde han stille.
Han tog et lommetørklæde frem og rakte det til hende.
På stoffet var der tørrede malingspletter.
Anna genkendte dem — de samme som på væggen i hendes gamle opgang.
— Kender vi hinanden? spurgte hun.
Han smilede svagt.
— Engang… Jeg reparerede din dør.
Hun åbnede munden for at svare, men han var allerede gået.
Senere, da redningsfolk og politi ankom, blev optagelsen fra overvågningskameraet vist i nyhederne.
På billedet — øjeblikket, hvor manden skubber kvinden væk fra faldzonen.
Derefter — støv, mørke, stilhed.
Ingen fandt nogensinde ud af, hvem han var.
Ingen dokumenter.
Kun et lommetørklæde med malingspletter — omhyggeligt lagt ved væggen, dér hvor han havde stået.
