Hun kunne ikke tro, at alt dette skete for hende.
De hvide vægge på stuen, lugten af antiseptisk middel, det stille bip fra monitoren — alt føltes som et mareridt, hun ikke kunne vågne fra.
For få timer siden havde lægerne sagt, at barnet ikke overlevede.
Hun lå stille, stirrede mod loftet, ude af stand til at føle noget.
Da døren åbnede, troede hun, det var lægen.
Men i døren stod hendes mand.
Et koldt ansigt, ingen følelser, en mappe i hånden.
— Vi skal tale, — sagde han tørt.
— Nu?..
— Ja. Jo før, jo bedre.
Han gik hen til sengen, tog en kuglepen op og lagde nogle papirer.
— Det er skilsmissepapirerne. Skriv under.
Hendes hænder rystede.
— Er du… seriøs?..
— Jeg kan ikke mere. Vi er for forskellige. Det er bedst sådan.
Hun så på ham uden at kende ham igen.
Manden, som hun havde ventet et barn med, stod nu der, uden et glimt af skyld.
Et øjeblik syntes hun, at hans blik tøvede — men han vendte sig væk.
— Jeg så dig i går… med hende, — hviskede hun. — Du forsøgte ikke engang at skjule det.
Han frøs, men sagde roligt:
— Det betyder ikke noget. Alt er afgjort.
Tårerne løb, men hun tog pennen og skrev under. Ikke for ham. For at få fred.
Da han gik, hørte hun en kvindestemme udenfor:
— Færdig?
— Ja. Endelig.
Efter udskrivelsen forsvandt hun.
Ingen vidste, hvor hun var.
Han ledte ikke.
Han boede en tid med den anden kvinde, overbevist om, at livet begyndte på ny.
Alt var let — indtil den morgen, hvor brevet kom.
En kuvert uden afsender.
Indeni et foto.
En kvinde ved en legeplads og en dreng på omkring tre år — med hans egne øjne.
Han sad længe, holdt billedet.
Kørte så til den by, som poststemplet viste — en lille by i udkanten af landet.
Han spurgte, ledte, men fandt dem ikke.
Kun den samme legeplads, tom, i regnen.
Da forstod han: Det liv, han havde ødelagt, ville aldrig vende tilbage.
Og det, han byggede på forræderi, var tomt.
Hver gang han hører et barns latter, tænker han — måske, et sted, er det hans søns stemme.
Sønnen, han aldrig nåede at se.
