Havet var roligt — blankt vand, klar sigt, en let brise. Anna, en erfaren dykker, havde været her mange gange. Hun elskede stedet: korallerne, de farvede fisk, den bløde sandbund. Alt virkede trygt og velkendt.
Denne gang dukkede en delfin op ved båden. Den svømmede langsomt, som om den holdt øje. Anna smilede — sådanne møder føltes altid som et godt tegn. Da hun dykkede, fulgte delfinen efter. Den cirklede omkring hende, kom tættere på, men rørte hende ikke.
Efter et par minutter opførte den sig mærkeligt — for insisterende. Den puffede til hende, som om den prøvede at skubbe hende væk fra revet. Først troede hun, det var leg. Så kom uroen. Delfinen skød pludseligt foran hende og spærrede vejen.
Anna kiggede op — og så en skygge. Langt væk, men hurtigt nærmende sig. En stor silhuet, en finne, en bevægelse i vandet. En haj.
Hjertet frøs. Hun begyndte at svømme roligt væk, uden pludselige bevægelser. Delfinen blev ved hendes side, svømmede mellem hende og rovdyret, som et levende skjold. Da hajen kom for tæt, skød delfinen mod den, klikkede højt og skabte bølger. Hajen bremsede, drejede og forsvandt i dybet.
Anna steg op til overfladen, gispende. Delfinen kom op ved siden af hende, pustede en vandsøjle og blev dér, indtil hun var sikkert i båden. Så svømmede den én runde og forsvandt.
Senere bekræftede marinbiologer, at delfiner faktisk beskytter mennesker mod hajer, når de mærker fare. Men Anna vidste — det var mere end instinkt. Den forstod.
Siden da vender hun ofte tilbage til stedet. Nogle gange, når vandet er klart og solen står højt, ser hun den velkendte skygge under båden. Og hun smiler:
— Tak, min ven.
