Middagen stod klar og gylden.
Floden glimtede som et spejl, hvor himlen og den hvide kjole spejlede sig, mens hun gik langsomt over den gamle bro.
Hele landsbyen var stimlet sammen ved bredden — alle ville se dem gå sammen, hånd i hånd.
Brudgommen gik lidt foran, førte forsigtigt bruden.
Han turde ikke se ned — plankerne knagede under fødderne,
men hendes latter skar gennem frygten som en solstråle gennem tågen.
Børn kastede kronblade, de ældre nikkede fra bredden,
og harmonikaspilleren ved lågen spillede stille en melodi, som alle kendte.
Luften var fyldt med duften af syren og noget festligt, næsten skrøbeligt.
Broen rystede.
Først let, som om vinden løb over vandet.
Så — tungt, som et hjerte, der springer et slag over.
Folk stivnede.
Et sted skreg en kvinde.
Lyden af træ, der revnede, flængede luften, og i samme øjeblik snurrede alt — slør, blomster, planker, hænder.
Floden tog dem på et øjeblik.
Den hvide kjole glimtede i vandet som en sky og forsvandt.
På bredden blev kun stilheden tilbage, tyk som røg efter en brand.
Han kom op først.
Holdt hendes hånd, men strømmen var stærkere.
Hans skrig rungede længe i tagrørene, før det blev til et ekko.
Den aften brændte et lys over floden.
Man sagde, han var vendt tilbage. Han satte sig på en stump af broen og tændte en lampe.
Længe sad han og så på vandet, som om han ventede på, at hendes skikkelse skulle stige op fra dybet.
Nogle dage senere tog vandet de sidste planker.
Men hver efterår, når tågen lægger sig over floden,
siger folk, at de ser en brud i hvidt gå over en usynlig bro,
og ved hendes side — en mand, der holder hendes hånd.
De går langsomt, som om tiden selv venter
på, at overgangen endelig skal fuldendes.
