Solen stod højt og fik luften over landsbyen til at sitre, og selv de gamle hegn virkede blændende hvide. Støvet rejste sig langsomt på vejen mod huset — gyldent, let, som om det selv ville se, hvad der skulle ske. Bilen standsede ved lågen, og stilheden — tæt og opmærksom — holdt vejret.
Den første, der steg ud, var en ung mand — høj, i en lys skjorte, lidt genert. Efter ham kom en ung kvinde — slank, lyshåret, med en buket vilde margueritter i hånden. Hun så sig omkring, som om hun prøvede at huske, om hun havde været her før. Luften duftede af æbler og varm støv, et sted bag laden gøede en hund.
På trappestenen stod bedstemor — i en mørk kjole, med en knudret hånd hvilende mod dørkarmen. Hun kiggede på dem, kneb øjnene sammen mod solen — og stivnede. Et glimt af genkendelse flakkede i hendes blik, så pludseligt, at hendes læber begyndte at ryste.
Kvinden trådte nærmere, smilede forsigtigt og rakte blomsterne frem. I det øjeblik begyndte bedstemoren at græde stille. Ikke højt — tårerne løb bare langsomt ned ad hendes rynker, som små forårsstrømme i sneen.
Alle stod stille. Den unge mand sænkede hovedet, uforstående.
— Mor, hvad sker der… — hviskede han.
Men bedstemoren rystede bare på hovedet og gentog de samme ord:
— Gud… hendes ansigt…
Senere, da solen gik ned, sad de i gården. På bordet — te, tærte, et gammelt fotoalbum med falmede billeder.
Og så begyndte bedstemoren at fortælle.
Engang havde hun en søster — Nina. Hun rejste væk efter krigen og kom aldrig tilbage. Hun skrev sjældent, og til sidst holdt brevene helt op. Der var kun ét billede tilbage: to piger under et æbletræ, begge grinende, begge med fletninger.
„Du ligner hende, der forsvandt,“ sagde hun og så på den unge kvinde. „De samme øjne. Det samme smil.“
Kvinden frøs.
— Min bedstemor hed Nina, sagde hun stille. — Hun fortalte altid, at hun havde en søster i landsbyen…
Og så forstod alle, hvorfor skæbnen havde ført de to sammen.
Tusmørket faldt blødt, som et varmt tæppe over huset. Man kunne høre svalerne under taget og en ko, der råbte i det fjerne.
Bedstemoren sad på bænken og så på de to — unge, lykkelige — og i hendes øjne var der ikke længere tårer. Kun lys.
Hun tænkte, at intet i livet er forgæves. Selv adskillelse vender tilbage, hvis man bare venter længe nok — i nogen andens øjne, i et smil, i et enkelt „hej“.
