Anna havde ventet denne dag med både spænding og uro. Den anden scanning — den, hvor man kan se barnet, høre dets hjerte og få vished om, at alt er i orden. Hun havde nøje valgt lægen, bestilt tid på forhånd og læst hundredevis af anmeldelser. Hun ønskede, at alt skulle være perfekt.
Klinikken duftede af desinfektion. Lægen — en mand i halvtredserne med rolig stemme — bad hende lægge sig på briksen. Maskinen summede, og den kolde gel ramte huden. Anna stirrede på skærmen, holdt vejret.
— Her er hovedet, — sagde lægen stille. — Og her er hænderne…
Han smilede, men tav pludselig. Hans ansigt ændrede sig. Han rynkede panden, lænede sig tættere på skærmen og bevægede langsomt sonden.
— Er alt okay? — spurgte Anna, stemmen rystede.
Lægen svarede ikke med det samme. Han trykkede på en knap, tog et billede, så et til.
— Hvornår fik du lavet din sidste scanning? — spurgte han roligt.
— For tre uger siden. Alt var fint. Hvorfor spørger du?
Han trak vejret dybt.
— Se her, — sagde han og vendte sig mod hende. — Kan du se den her plet?
Anna nikkede.
— Det er ikke ét hjerte. Det er to.
Hun stivnede.
— To?…
— Ja, — smilede lægen. — Du venter tvillinger. Den ene gemte sig bag den anden, og derfor så vi den ikke før.
Anna begyndte at græde. Ikke af frygt — men af lykke.
Og lægen tørrede stille sveden af panden og sagde med et smil:
— Du skræmte mig mere, end jeg skræmte dig.
