Regnen begyndte pludseligt — kraftig, kold, efterårslig.
Veje blev mørke, folk søgte ly under paraplyer, busser og minibusser kørte langsommere.
Maria stod ved stoppestedet, holdt tasken tæt ind til sig. Hun var forsinket — hendes datter havde været syg om morgenen.
Da minibussen kom, sukkede Maria lettet. Hun satte sig, fandt en seddel og rakte den frem.
— En billet, tak.
Chaufføren, en kraftig mand i fyrrerne, med et træt ansigt, mumlede irriteret:
— Har du ingen småpenge? Jeg har ingen byttepenge, altid det samme!
— Undskyld, jeg har kun den her… — sagde hun stille.
— Så gå ud og veksle, — sagde han koldt.
— Men det regner… — hviskede hun.
— Og hvad så? Jeg er på arbejde, ikke en velgørenhed!
Nogle grinede lavt, andre så væk. Ingen sagde noget.
Han bremsede brat ved det næste lyskryds.
— Ud! Du forsinker folk.
Maria nikkede stille, takkede og gik ud i regnen.
Frakken blev gennemblødt, håret klistrede til ansigtet.
Hun gik langs vejen, mens lysene forsvandt bag et sving.
Chaufføren skruede musikken højere og lagde ikke mærke til den sorte SUV med blå blink, der kom op på siden.
Ved det næste stoppested stod en mand i uniform. Han viste sit ID og spurgte roligt:
— Var det dig, der satte en kvinde af i regnen?
— Hvad rager det dig? — svarede chaufføren surt.
— Det var min mor, — sagde manden.
Stilheden bredte sig. Selv radioen stoppede.
Chaufføren blegnede, men manden vendte sig allerede bort.
— Hun ville ikke have sagt noget til dig, — sagde han, — men det gør jeg. Ét valg viser, hvem du virkelig er.
Han gik.
Chaufføren blev siddende længe, mens regnen trommede mod ruden — som om den vaskede nogen andens skyld væk.
Maria var allerede på vej hjem — gennemblødt, men med varme i hjertet. For nogen var faktisk gået efter hende.
