Vejen strakte sig ud over byen – stille, næsten tom, med kun et par biler og en let tåge, der hang over markerne. Patruljebetjent Michael var på sin sædvanlige morgenpatrulje. Alt virkede velkendt, indtil han bemærkede noget i vejkanten – en mørk plet i asfaltkanten. Han sænkede farten, steg ud af bilen og gik tættere på.
Det var en kvindehandske – læder, bordeaux, pæn, men lidt slidt. Intet usædvanligt, så det ud til. Nogen havde sikkert bare tabt den. Men af en eller anden grund holdt Michael en længere pause, end han burde have gjort. Han samlede den op, undersøgte den og bemærkede pludselig en lille sølvstjerneformet knap på håndleddet.
Han kendte den detalje.
Amy, en kvinde han havde kendt i mange år, havde båret de handsker. Hun havde engang arbejdet for den samme politistyrke, men forlod stedet efter en personlig tragedie – hendes søsters forsvinden. Siden da havde hun boet stille, næsten afsides, i en lille by i nærheden. Michael huskede, at hun engang spøgefuldt sagde:
“Jeg bærer stjerner, så jeg husker at kigge op.”
Den samme knap – en stjerne med en lille ridse – sad på denne handske.
Han kiggede sig omkring – vejen, marken, dæksporene, det svage aftryk af en hæl i mudderet, så endnu et, som om nogen var snublet. Det så ud som om nogen var gået langs vejkanten og så … forsvundet.
Michael tilkaldte forstærkning. Efter flere timer gennemsøgte de hele vejstrækningen. Først sidst på eftermiddagen fandt de spor fra en bil, der var drejet ind mod skovbæltet.
Da han nærmede sig, glimtede en anden genstand i græsset – en anden handske. Han samlede den op og bemærkede en lille seddel foldet på midten indeni.
“Hvis du finder denne, så var jeg alligevel ikke ødelagt.”
Michael stod ubevægelig, hans hals snørede sig sammen. Han vidste ikke, hvad der var sket, men han var sikker på, at det ikke var en ulykke. Det var et signal.
