Da Ethan så bamsen på et lille antikvitetsmarked, vidste han straks, at den var speciel. Dens bløde, falmede pels, let skæve snude og mørke glasøjne – der var noget levende, næsten menneskeligt, over den. Sælgeren sagde, at bamsen var over halvtreds år gammel og engang havde tilhørt en pige i Europa, der havde mistet sin familie under krigen.
Hans mor forsøgte at afskrække sin søn: “Den er gammel og støvet; lad os købe noget nyt.” Men Ethan holdt stædigt fast i legetøjet i sine hænder og hviskede: “Han er ked af det. Jeg vil have, at han bliver glad igen.”
Fra da af forlod bamsen aldrig hans side. Ethan sov med den, bar den i skole i sin rygsæk og satte den ved siden af sig ved bordet, mens han spiste. Så en nat faldt bamsen ud af sengen. Ethan, der bøjede sig ned for at samle den op, hørte en blød metallisk klang – som om noget havde ramt noget inde i legetøjet.
Nysgerrigheden tog overhånd. Næste dag tog drengen en lille saks frem og klippede forsigtigt sømmen på bamsens ryg. I stedet for det sædvanlige fyld følte han en tyk bundt pakket ind i gammelt stof indeni. Da han pakkede den ud, faldt en lille sølvmedaljon og en gulnet papirlap ud.
Sedlen, skrevet med en pæn håndskrift, indeholdt kun et par linjer:
“Hvis du læser dette, betyder det, at min bamse har fundet en ny ven. Pas på ham. Og inde i medaljonen er mit mest dyrebare minde.”
Ethan åbnede medaljonen og så et lille fotografi af en pige med en sløjfe i håret og indskriften på bagsiden: “Martha, 1942.”
Da hans mor viste fundet til antikvitetshandleren, forblev han tavs i lang tid og bemærkede derefter stille, at lignende legetøj nogle gange blev brugt som skjulesteder til at gemme familiearvestykker under krigen. Men det, drengen ved et uheld fandt firs år senere, var ikke bare en relikvie – det var et stykke af en andens liv, bevaret i en plysagtig hukommelse.
Siden da har bamsen stået på hylden igen, men nu under en glaskuppel. Og Ethan siger, at han nogle gange om natten tror, at legetøjet smiler.
