Han bemærkede det for første gang om morgenen.
Hunden – Ben, en blandingshund, klog og kærlig, med ravfarvede øjne – stod ved porten, dækket af lyserøde pletter. På hans ansigt, på hans side, selv på hans hale.
Som om nogen ikke kunne modstå at forvandle ham til et levende lærred.
Han lo. Han tænkte – børn.
Han strøg ham, vaskede ham med en vandslange og glemte ham.
En uge senere – igen.
Nu havde Ben grønne ører. Og ordet “PARKERING” stod pænt skrevet på hans side.
Tom rynkede panden.
Han gik langs gaden og kiggede på gårdspladserne, men alt så roligt ud.
Naboerne jokede:
“Måske har du en ny kunstner?”
Han smilede, men et sted under hans hud lurede irritationen allerede.
Nogen ville tydeligvis fortælle ham noget.
Og så kom han for tredje gang. Ben kom løbende med blå pletter og en pil på ryggen. Under den, skævt skrevet, “PARKER IKKE HER.”
Tom stoppede.
Han huskede – han havde parkeret sin bil lige her, ved det gamle egetræ, et par gange.
Nær hr. Hughes’ ejendom – en ældre, tilbagetrukket mand, der altid brokkede sig over folk, der blokerede hans udgang.
Den aften gik Tom hen for at se ham.
Ikke vred – bare træt.
Hr. Hughes sad på en bænk og reparerede en gammel stol, og uden at løfte hovedet sagde han:
“Jeg satte et skilt op, ikke sandt? Ingen bemærker det. Måske bemærker de hunden.”
Tom var tavs.
Vinden raslede i bladene, og vand dryppede ned fra et tag et sted.
Ben satte sig ved siden af ham og hvilede hovedet i hans skød.
“Okay,” sukkede den gamle mand, “jeg overdrev det nok. Du har en fin en.” Det er bare det, at jeg er alene her, og hvis jeg ikke bander, vil ingen høre det.
Tom nikkede. Uden at bebrejde, uden at fornærme.
Fra da af parkerede han bilen længere væk, og om morgenen bragte han hr. Hughes kaffe og en frisk bolle.
Ben løb mellem dem, ren og glad, iført en ny flerfarvet halsbånd – den samme, som den gamle mand engang havde givet ham.
