Det var en varm dag i byparken.
Børn jagtede duer, unge par slentrede langs gyderne, og en ældre mand sad på en bænk under et gammelt egetræ med en violin.
Han spillede hver dag, på samme tid. Folk var vant til hans musik – let, lidt trist, men på en eller anden måde velkendt.
I dag spillede han særligt stille. Lyden syntes knap nok at røre luften.
En mand gik forbi – Thomas, der skyndte sig til et møde. Men pludselig stoppede han.
Melodien ramte ham lige i hjertet.
Han frøs til, tog derefter et par skridt tættere på og satte sig på bænken overfor.
“Undskyld mig …” sagde han, da violinisten var færdig. “Hvordan kender du denne melodi?”
Den ældre mand smilede.
“Jeg kender den ikke. Jeg spiller bare, som jeg føler.”
Thomas rystede på hovedet.
“Det her er ikke bare musik. Det her er noget, min far komponerede. Han døde for tyve år siden.” Ingen andre end ham havde nogensinde spillet denne melodi.
Den gamle mand sænkede blikket og var tavs et langt øjeblik.
Så sagde han stille: “Din far … hed han tilfældigvis Michael?”
Thomas blev bleg.
“Ja … kendte du ham?”
Den gamle mand nikkede.
“Jeg spillede med ham i orkestret. Det var vores sidste prøve. Han sagde: ‘Hvis jeg går før dig, så lad denne melodi leve videre.'”
Thomas tørrede sine tårer og satte sig ved siden af ham.
De var tavse i lang tid, og så tog den gamle mand sin violin op igen.
Denne gang spillede han ikke for et publikum, men for en ven, der ikke længere var sammen med ham.
Folkene omkring ham stoppede op og lyttede.
Og Thomas kiggede på ham og tænkte, at skæbnen nogle gange giver os tilbage det, vi har mistet – ikke med ord, men med lyde.
