Forårsregnen faldt stille, som om den syntes synd på byen.
Dråber trillede ned ad stationsruden; folk skyndte sig og knugede deres tasker mod brystet – hver i sin egen verden, deres egen sus, deres egne tanker.
På den fjerneste perron, hvor toget kun stoppede én gang om dagen, lå en kvinde. Gravid. I en gammel frakke med en iturevet kant og beskidte sneakers. Under hendes ryg var en papkasse, under hendes hoved en taske. I nærheden stod en plastikflaske med vand og et gammelt tørklæde, som hun forsøgte at beskytte sin mave med mod vinden.
Hendes navn var Nora, men ingen vidste det.
Alle gik bare forbi. Nogle vendte blikket væk, andre øgede tempoet.
Hun bad ikke om penge. Hun hviskede kun lavt:
“Stille, skat… alt er fint… bare lidt længere…”
Toget nærmede sig – langt, buldrende, med regndråber, der brød mod metallet. I førerhuset lænede lokomotivfører Peter sig mod vinduet. Han bemærkede en silhuet.
En kvinde, ubevægelig, sad på den våde beton og knugede sig om maven med begge hænder.
Han bremsede hårdt, og da toget stoppede, sprang han ud.
“Hey!” råbte han og løb hen til ham. “Har du det dårligt?”
Nora kiggede op.
De var trætte, røde i årerne, men der var stadig et glimt af liv i dem.
“Jeg har det fint … bare lidt træt,” sagde hun og prøvede at smile.
Peter tog sine handsker af og satte sig ved siden af hende.
Han vidste ikke, hvad han skulle sige, men kiggede bare på hende – på hendes beskidte hår, hendes rystende hænder, hendes mave, som dirrede af kulde.
Og så gik han hen imod toget.
Et minut senere kom han tilbage med en termokande og et krus.
Han hældte varm te op til hende; damp steg op i luften og blandede sig med duften af regn.
“Drik dette,” sagde han stille.
Hun tog kruset i begge hænder og kiggede på ham et langt øjeblik.
“Jeg tænkte, du også ville komme forbi,” hviskede hun.
Peter nikkede, tog så sin jakke af og smed den over skuldrene.
Et par minutter senere kom resten af vagten ud på perronen – hele vagten.
Lokomotivførere, betjening, konduktører.
En medbragte et tæppe, en anden tørt tøj, en anden brød og en banan, en anden en førstehjælpskasse.
Passagererne stod stivnede i vinduerne og så på, mens fem voksne mænd og to kvinder stod i regnen og gav ly til en hjemløs kvinde, der for første gang i lang tid ikke rystede.
En af arbejderne rakte hånden frem:
“Lad os gå indenfor, det er varmt.”
Hun begyndte at græde. Ikke højt, bare stille.
Hendes tårer blandede sig med regnen, og teen i hendes hænder dampede stadig.
Næste dag blev hun bragt til et beskyttelsesrum.
Peter besøgte hende hver uge. Og da Nora fik en dreng en måned senere, kaldte hun ham Lucas, efter den station, hvor nogen først stoppede for hende.
