Det havde sneet siden morgenstunden – ikke kraftigt, men stædigt. Hvidt, stille, som noget usagt.
Martha stod ved vinduet med et gammelt tørklæde i hånden og spekulerede på, hvad pointen med det var, hvis hun alligevel skulle tage det af.
Kedlen brummede i køkkenet, uret tikkede for højt. Huset virkede stort, koldt og fremmed – som om det havde forberedt sig på at give slip på hende i lang tid.
Det bankede på døren.
“Mor, er du klar?” Sophie stod i døråbningen iført en dunjakke og et blødt smil.
“Ja,” svarede Martha og kiggede ned. “Jeg knapper bare min frakke.”
Hun spurgte ikke hvorhen. Hun ville ikke høre svaret.
Bilen lugtede af kaffe og frost. Alt udenfor var hvidt.
De kørte i stilhed. Radioen hviskede nyhederne, sneen hamrede mod ruden, dækkene knasede på den snedækkede vej. Sophie kastede af og til et kort blik på sin mor, men hun sad der og knugede sin taske i skødet, som om den indeholdt alt, hvad der var tilbage af hendes liv – hendes pas, medicin og et gammelt fotoalbum.
“Har du det godt?” spurgte Sophie.
“Ja,” svarede Martha stille.
Og så blev der stilhed igen.
Vejen førte ud af byen. Gadelygterne var efterladt, husene blev tyndet ud.
Martha kiggede oftere og oftere ud af vinduet – marker, skov og et og andet skilt blinkede forbi.
“Et plejehjem,” tænkte hun. “Det må være smukt der. Alt er rent. Stille. Folk som mig.”
Og pludselig var hun ikke bange – hun var bare ked af, at livet, så langt, kunne ende uden et farvel.
Sophie sænkede farten ved afkørslen og drejede ind på en smal vej, hvor sneen lå i tykke snedriver.
“Bare lidt længere,” sagde hun.
Martha nikkede. Hendes fingre blev hvide på remmen på sin taske.
Da bilen stoppede, var der stilhed overalt.
Foran dem var et hus. Ikke et hospital. Lille, med en træveranda og guirlander for vinduerne.
Røg væltede op fra skorstenen, og lerpotter var synlige i vindueskarmen.
“Hvor er vi?” spurgte Martha og troede ikke sine egne øjne.
Sophie trådte ud først og åbnede døren.
“Husk du, at du fortalte mig om huset, du voksede op i?” sagde hun. “Jeg fandt det.”
Martha frøs til.
“Fandt det?”
“Ja. Det var forladt. Jeg købte det og restaurerede det. Til os.”
Martha tog et skridt fremad. Sneen knasede under hendes fødder.
Hun kiggede på den velkendte bue på verandaen, den gamle port, de afskallede rækværker – og indså pludselig, at dette ikke bare var et hus. Dette var en tilbagevenden. Luften duftede af træ og roser – de samme, der var vokset ved hendes vindue, da hun var barn.
Sophie kom tættere på og tog blidt hendes hånd.
“Jeg troede, du ville have lyst til at være der, hvor det hele begyndte. Ikke blandt fremmede. Med mig.”
Martha svarede ikke med det samme.
Så smilede hun – træt, men oprigtigt.
“Jeg troede, du kørte mig på plejehjem.”
Sophie lo stille, næsten som en hvisken.
“Nej, mor. Jeg kørte dig bare hjem.”
