I begyndelsen gik han bare for at gå. Daniel kaldte det ikke sport — han hadede sport. Han gik, fordi han ikke længere kunne holde ud at være hjemme, hvor alt mindede ham om nogen. I køkkenet — to kopper, i skabet — en ekstra tallerken. På vindueskarmen stod stadig planten, han havde lovet at “omplante senere”.
Han var ikke “glad tyk”. Bare tung. En krop, hvor hver bevægelse var en anstrengelse, hvert åndedrag — en samtale med sig selv.
— Gå bare til svinget, — sagde han. — Og så nok.
Men når han nåede dertil, gik han altid videre.
Naboerne så ham om morgenen: en stor mand med rygsæk, høretelefoner, altid alene. De troede, han prøvede at tabe sig. Men han prøvede at tabe minder.
I bjergene er stilheden anderledes. Den presser ikke — den lytter. Han lærte at gå op uden vrede, tælle skridt, standse og se ned. Nogle gange hviskede han:
— Jeg kan stadig.
Uden at vide, om han talte til sig selv eller til hende.
En dag, da efteråret nærmede sig, nåede han højere end nogensinde. Luften var tynd, himlen klar, som vasket. Og mellem stenene så han et tørklæde bundet til en gren. Lille, blåt, med hvide prikker. Det samme, hun havde haft på, da de gik her sammen. For et år siden.
Han knælede. Først troede han, det var et tilfælde. Så så han den falmede tekst: “Hvis du går op igen — jeg vidste det.”
Han sad længe, til solen forsvandt bag bjergkammen. Så sagde han stille:
— Nå, jeg gik op.
Og for første gang i lang tid græd han ikke.
Da han kom ned til landsbyen, syntes folk, han så anderledes ud. Han gik let. Samme rygsæk, samme tøj — men som om han havde efterladt halvdelen af sin byrde deroppe.
På spørgsmålet “Hvorfor går du stadig derop?” svarede han med et smil:
— Fordi nogen venter på mig deroppe.
