Morgenen begyndte som om alt startede forfra.
Byen åndede damp fra kloakdækslerne, duftede af kaffe og våd jord efter nattens regn.
Folk i farverige løbesko samledes ved startlinjen, lo, tog billeder, trampede for at holde varmen.
Léa sad lidt for sig selv — i en let, sort kørestol, hænderne på de kolde fælge.
Hendes fingre rystede, ikke af kulde, men af forventning.
— Er du sikker på det? — spurgte en frivillig, en fregnet fyr med en fløjte. — Regnen kommer, vejen er glat.
— Hvis jeg ikke starter, hvordan skal jeg så vide, at jeg kan? — svarede Léa roligt.
Han nikkede. Hendes smil var kort, men ægte.
Da startskuddet lød, forsvandt alt andet.
Hun mærkede hjulene svare på hver bevægelse, regnen på hendes kinder, og verden blev kun til vej og puls.
Efter ti kilometer var der ingen løbere foran, kun en grå linje asfalt, der forsvandt i horisonten.
Regnen tog til, vinden piskede, men hun fortsatte.
Hver bevægelse var en stille bøn: Stop ikke.
Ved femogtyve kilometer brændte hendes arme, fingrene stivnede.
En cyklist råbte:
— Respekt! Du er stærk!
Hun vinkede blot. Det var ikke for respektens skyld. Det var for freden i hende selv.
Da hun nåede målstregen, brød solen gennem skyerne.
Lyset dansede på den våde asfalt.
Folk stod stille, nogle klappede.
Léa løftede armene, lukkede øjnene.
Hun havde ikke vundet løbet — men hun havde vundet sig selv.
Så hørte hun en stemme bag sig:
— Léa! Vent!
Frivilligen stod der med en kasse.
Indeni lå to lette, hvide proteser.
— De er til dig, — sagde han. — Vi gjorde dem færdige i nat.
Hun så længe på dem, smilede og sagde stille:
— Ved du… jeg tror ikke, jeg behøver dem længere. Jeg har allerede lært at flyve.
