Hun stod ved indgangen til supermarkedet, indhyllet i et tørklæde, falmet til tågens farve.
Vinden rev en plastikbæger ud af hendes hænder, fik posen til at knitre, og drev støvet hen over fortovet.
Kvinden gik forbi med en pose med mælk og brød, da hun hørte en stille stemme:
— Undskyld, har du lidt småpenge?
Hun standsede, uden helt at forstå hvorfor hjertet pludselig snørede sig sammen.
Stemmen lød bekendt — træt, men blød, som et ekko fra barndommen.
Hun kiggede nærmere: tynde fingre, blege læber, øjne i regngråt.
Og i det øjeblik syntes verden omkring hende at stå stille.
Det var ikke en fremmed.
Det var hendes gamle skoleveninde — den, der altid lo højest, sang til skolefester, skrev digte i ternede hæfter.
Hun, der drømte om at blive skuespiller, rejse til hovedstaden, leve under rampelyset.
Nu havde hun sprukne hænder og et blik, hvor kulde, skam og et glimt af håb gemte sig.
Kvinden vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Hun tog sin handske af og rørte forsigtigt ved hendes fingre.
— Er det virkelig dig… hviskede hun.
Veninden nikkede og smilede svagt, næsten undskyldende.
De stod i stilhed, mens mennesker og biler gled forbi, og vinden susede.
Tiden forsvandt.
Det duftede af brød og fugtig asfalt, og lyset trængte gennem skyerne, ramte deres ansigter.
Kvinden rakte posen og nogle sedler frem, men hun rystede på hovedet.
— Det var ikke derfor, sagde hun stille. Jeg ville bare blive genkendt. Bare én gang.
Så vendte hun sig om og forsvandt i den grå luft.
Og kvinden blev stående — med posen, stilheden og en klump i halsen.
Sne begyndte at falde blødt, næsten vægtløst.
Og i det snefald, i byens susen og lygternes lys, var der noget uendeligt levende — og frygteligt menneskeligt.
