Det var en helt almindelig søndag.
Byen badede i solskin og tidlig forår. Luften duftede af kaffe og støv, træerne var lige begyndt at blive grønne, og de første par sad allerede på bænkene, tæt sammen som om det var det eneste, der betød noget.
Jeg kom tidligt. Ti minutter for tidligt.
Jeg valgte et sted under et træ – hvor solen skinnede blidt uden at blænde mig, og jeg kunne høre gademusikanter spille et sted i nærheden.
Hun skulle komme ved middagstid.
Jeg tjekkede min telefon. To gange. Og igen.
Minutterne gik mærkeligt langsomt – tyktflydende som sirup.
Alt omkring mig var levende, i bevægelse, børn lo, cykler kørte forbi, men indeni mig var det, som om der var blevet aktiveret en pause.
Femten minutter.
Ingen beskeder. Ingen opkald.
Jeg var ved at rejse mig – og så kom hun hen.
Helt anderledes.
En pige med en bog i hænderne, iført en let frakke og med en sjov hårlok, der stak ud under hætten.
»Undskyld,« sagde hun, »må jeg sætte mig her? Bare et øjeblik.«
Jeg nikkede.
Hun satte sig ved siden af mig, tog en termokande og en bog frem.
Hun duftede af noget varmt og hjemligt – som appelsiner og vanilje.
Vi sad stille.
Så smilede hun pludselig og sagde:
»Det er sjovt, men jeg sidder altid på denne bænk, når noget ikke går efter planen.«
Jeg lo.
Og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke ventede på nogen anden.
Hun blev længere end et øjeblik.
Vi talte om fjollede ting, om bøger, om hvor mærkeligt det er, at mennesker mødes.
Da solen begyndte at gå ned, tilbød jeg hende kaffe. Hun sagde ja.
Der er gået fem år siden da.
Nogle gange husker jeg den søndag og tænker på, hvor let det ville have været at gå uden at vente, uden at blive hængende, uden at blive siddende på den bænk.
Og det hele begyndte med, at jeg kom for sent.
Og med et stille spørgsmål:
»Må jeg sidde her?«
