Den morgen var ligesom hundredvis af andre før den – klar, lidt travl, med duften af kaffe og friskbagt brød fra bageriet på den anden side af gaden.
Solen skinnede gennem persiennerne og malede tynde gyldne striber på væggene. Jeg gjorde mig klar til arbejde og tog som sædvanlig en slurk kold kaffe, da bussen pludselig kørte af sted lige foran mig.
Jeg kom for sent.
Fem minutter.
Fem ynkelige minutter.
Jeg var vred på mig selv, på alt – på uret, på trafikken, på det faktum, at jeg ikke var gået lidt tidligere.
Jeg stod ved busstoppestedet med en mappe med papirer i hænderne og mærkede en sveddråbe løbe ned ad min kind – enten fra varmen eller fra irritationen.
En kvinde med en hund gik forbi og duftede af jasmin og støv.
Jeg kiggede op – solen skinnede direkte ind i mine øjne, og pludselig syntes alt omkring mig at gå langsommere.
Det var, som om dagen selv ville sige: »Bliv.«
Et par minutter senere hørte jeg sirener.
Først langt væk, så tættere på.
Folk begyndte at vende sig om, nogle løb.
Jeg forstod ikke straks, hvad der var sket, før jeg så røg over vejen, hvor min bus skulle køre.
Den var kollideret med en lastbil i et sving.
Flere biler blokerede vejen, nogen råbte, og jeg stod stadig ved busstoppestedet med kolde hænder og en mærkelig fornemmelse af, at tiden var stået stille.
Jeg rystede.
Ikke af frygt, men af erkendelse. Af erkendelsen af, hvor skrøbeligt livet er.
Hvordan skæbnen nogle gange stille og roligt trækker i din ærme og tvinger dig til at sænke farten, blive stående og trække vejret ud.
Den aften gik jeg langsomt hjem og lagde for første gang i lang tid mærke til, hvordan luften duftede, hvor blidt solnedgangen glødede, og hvordan børnene lo i haven.
Alle de små ting blev pludselig dyrebare, ligesom at trække vejret.
Siden da bliver jeg ikke længere vred, når jeg kommer for sent.
For jeg ved, at det nogle gange bare er livets måde at sige:
»Vent. Det er ikke tid endnu.«
