Om aftenen blev en bevidstløs mand bragt til hospitalet. Hans tilstand var alvorlig, og lægerne skyndte sig at tilslutte ham til udstyret, give ham medicin og registrere hans vitale tegn. Der var travl aktivitet i korridoren, og manden på båren så ud, som om hans liv hang i en tynd tråd.
Men en kæmpe hund stormede ind på skadestuen sammen med ham. Sygeplejerskerne troede først, at den var blevet lukket ind ved en fejl, men det blev snart klart, at dyret bevidst ikke ville forlade stedet. Hunden stod i døråbningen og knurrede ad portørerne, som om den forsøgte at jage alle væk fra afdelingen.
Lægerne var indignerede: »Fjern hunden, den er i vejen!« Men det viste sig at være næsten umuligt. Den gravede poterne ned, brød fri og kæmpede sig tilbage til sin ejer. Det så ud til, at dens hengivenhed ikke kendte nogen grænser.
Men snart bemærkede alle noget mærkeligt. Hunden kiggede næsten ikke på sin ejer. I stedet var hans øjne rettet mod en anden seng i hjørnet af afdelingen, hvor en ældre mand lå.
Sygeplejerskerne udvekslede blikke. »Måske er han bare nervøs?« foreslog nogle. Andre rystede på hovedet: »Nej, det er som om han fornemmer noget…«
Hunden trak vejret tungt, skrabede gulvet med poterne og var klar til at løbe hen til den anden seng, men blev holdt tilbage. Atmosfæren blev stadig mere anspændt. Ingen forstod, hvorfor dyret opførte sig så mærkeligt.
Pludselig blev stilheden brudt af et skarpt signal fra monitorerne. Den maskine, som den ældre patient var tilsluttet, ringede med en alarmerende lyd. Sygeplejerskerne skyndte sig hen til ham, lægerne skyndte sig hen til udstyret. Det hele skete, lige som hunden igen sprang frem…
