Livet i den gamle bygning fortsatte som normalt: elevatoren sad fast, lyset i trappeopgangen blinkede, naboerne skændtes om affald og reparationer. Ingen blev længere overrasket over noget. Men en morgen begyndte der at dukke bamser op ved lejlighedernes døre. De var små, bløde og havde sløjfer om halsen, så de lignede en uskyldig gave.
Børnene var de første, der opdagede fundet. Da de tog legetøjet op, fandt de en chokoladebar indeni. Deres glæde var grænseløs: de små lo og løb rundt på trappen og viste hinanden deres overraskelser. De voksne rystede bare på hovedet og spøgte: »Det ser ud til, at vi har en venlig ånd i vores bygning – en rigtig julemand.«
Hver dag var der flere og flere bamser. Nogle fandt et stykke legetøj ved deres dør, andre fandt to. Folk begyndte at spekulere på, hvem der efterlod dem. Nogle mistænkte en nabo fra øverste etage, andre var sikre på, at det var en reklamekampagne fra en slikbutik. Men under alle omstændigheder blev stemningen i bygningen mere varm: Folk smilede oftere, børnene ventede på »nye gaver«, og naboer, der ikke havde kommunikeret i lang tid, talte endelig med hinanden.
Bamserne blev en lille tradition. Nogle beboere begyndte at samle dem og sætte dem på deres hylder. Selv den mest gnavne nabo på femte sal blev en gang set med et legetøj i hænderne – og for første gang i årevis smilede han. Ingen ønskede at afsløre hemmeligheden, fordi den bragte glæde.
Men en dag fik nysgerrigheden overtaget. En ung kvinde åbnede ved et uheld sømmen på en af bjørnene og fandt et pænt foldet stykke papir indeni i stedet for slik. Først troede hun, det var en besked eller en meddelelse fra »giveren«. Men da hun foldede papiret ud, så hun tal, frimærker og den røde påskrift »Sidste advarsel«. Det var en regning for forbrug.
Nyheden spredte sig øjeblikkeligt i hele huset. Naboerne begyndte at tjekke deres bamser – og hver eneste af dem havde de samme kvitteringer indeni. Der opstod en utrolig tumult: Nogle råbte, at det var en joke, andre lo, og andre hviskede om mystik og sagde, at huset selv mindede dem om deres gæld. De besluttede at indkalde til et møde for at få styr på situationen.
Den næste dag samledes beboerne i kælderen. Folk sad i en cirkel og holdt deres bamser, som om de var beviser. Så åbnede døren sig, og George, viceværten, kom ind. Da han så snesevis af vrede ansigter, tilstod han genert: “Hvad skal jeg dog gøre? I tager alligevel ikke jeres breve fra postkasserne. Så jeg fandt på en kreativ måde at minde jer om det på. I vil i det mindste se på legetøjet.» Først var der stilhed i rummet, og så brød der høj latter ud. Deres «mystiske julemand” viste sig at være den mest usædvanlige opkræver af fælles regninger.
