Hver fredag klokken 15.00 blev der stille i den lille café på hjørnet. De faste gæster var vant til det – den blide klokkeklang, duften af friske kager og synet af en ældre kvinde, der kom ind med en slidt læderhåndtaske presset ind til siden.
Hun hed Eleanor. Hun valgte altid det samme bord ved vinduet, det med vasen med tusindfryd. Hun bestilte en kande te, et stykke citronkage og sad stille med hænderne foldet. Hun ventede ikke på mad. Hun ventede på nogen.
Først antog personalet, at hun skulle mødes med en ven, der altid kom for sent. Men uge efter uge kom der ingen. Hun nippede langsomt til sin te og kiggede mod døren, hendes øjne lyste op for hver ny kunde – kun for at falme til et blidt, indøvet smil, når det ikke var den person, hun håbede på.
Tjenerne hviskede til hinanden. »Stakkels dame. Måske er hun ensom.« Kunderne lagde også mærke til det, og nogle lagde endda ekstra blomster på hendes bord, når de gik forbi. Alligevel kom Eleanor tilbage.
En fredag kunne en ung servitrice ved navn Anna ikke klare det længere. Efter at have ryddet Eleanors uberørte kage væk, satte hun sig overfor hende. »Frue,« spurgte hun blidt, »hvis De ikke har noget imod, at jeg spørger… hvem venter De på?«
Eleanors øjne blødgjordes. Hun smilede svagt, som om hun havde ventet på, at nogen endelig skulle spørge. »Min mand,« hviskede hun. »Han lovede, at han ville tage mig med ud til te hver fredag, når han gik på pension.«
Anna fik en klump i halsen. »Og… kommer han snart?«
Eleanors smil rystede. »Han døde for ti år siden.«
Der blev stille i caféen. Anna fik en klump i halsen, men Eleanor fortsatte. »Før han døde, forudbetalte han for halvtreds besøg her. Han sagde til mig: ›Selvom jeg ikke kan være sammen med dig, behøver du aldrig drikke te alene.‹«
Annas øjne blev tågede af tårer. Hun huskede pludselig, hvordan manageren hver fredag altid bad personalet om at holde det bord ledigt. Hun havde antaget, at det bare var en vane. Nu kendte hun sandheden.
Fra den dag af så ingen på Eleanors bord på samme måde. De faste gæster begyndte at sætte sig i nærheden, snakke med hende, lægge sedler og blomster. Personalet behandlede hende som familie og fyldte hendes te op med ekstra omhu.
Og Eleanor? Hun kiggede stadig mod døren hver fredag. Ikke fordi hun forventede, at han ville komme ind, men fordi han i hendes hjerte altid gjorde det.
